Nyhedsbrev 005

Hej kære ven af r8Dio og lytter af r8Dio – har du haft en god uge? Det har jeg, selvom jeg jo ikke har haft muligheden for at gå helt Klavs-line, fordi jeg har haft nok at se til både arbejdsmæssigt og privat. Tænk sig, forleden fløj der en fugl hele vejen ind i min stue. Det var sådan en lille fugl, muligvis en musvit. Hold op, hvor var den hurtig. Det tog lang tid at fange den igen, men sød – dét var den.

Det virker til gengæld som om, at mange af journalisterne har været Klavs-line i den forgangne uge, haha – har du lagt mærke til det, kære ven af r8Dio og lytter? Der er jo ikke sket en skid. Men det stopper mig ikke fra at skrive dette nyhedsbrev, som så muligvis indeholder en del mere petitessestof, end det plejer. Men der skal man jo huske, at dét, der er petitessestof for dig, det er ikke nødvendigvis petitessestof for andre. For selvom det måske lyder som en bagatel, så har det jo nok ikke været en fest for de beboere på Vestergade i Horsens, der torsdag morgen vågnede op og kunne konstatere, at der var blevet stjålet tyve par sko fra deres opgang. Og så stod de dér uden sko, som beboeren Sabina fortalte til TV2. These shoes were NOT made for walking, haha. Det var en musikreference, kære ven af r8Dio og lytter, hvis du nu skulle være i tvivl. Det minder mig om, at jeg engang købte et par vidunderlige cowboy boots, da jeg var et smut i Houston, Texas, for efterhånden mange år siden. Jeg var der for at besøge min amerikanske ven, Jeff, som jeg havde mødt i forbindelse med mit virke som amatørskuespiller. Vi skulle sammen medvirke i en opsætning af musicalen Oklahoma, men som det jo gerne går mellem venner, så endte vi med primært at opholde os på en shooting range. Jeff inviterede mig også med ud for at spise alligator. Eller ’gator, som de kalder det derovre. Det smagte lidt af kylling. Det sagde Jeff at menneskekød også gjorde, haha, han var nu en sjov fyr. Nå, men Sabina lavede efterfølgende et opslag i den lokale Facebook-gruppe, hvor flere andre beboere kunne fortælle, at de også havde fået stjålet sko, én havde sågar fået stjålet en fodbold, hvad giver du mig? Må retfærdigheden ske fyldest.

I den forgangne uge har det jo også været Valentines Day, og hvad er egentlig mere romantisk end fertilitetsbehandling, kære ven af r8Dio og lytter? Det skulle da måske lige være røde roser eller en stor ballon eller måske en fastelavnsbolle formet som et hjerte, men ellers kan jeg ikke komme på noget, og måske er det derfor, at regeringen og Danske Regioner har forhandlet en aftale på plads, der gør det muligt at få seks reagensglasforsøg i stedet for tre, hvis man ikke selv kan producere en ny samfundsborger. Nu har jeg aldrig selv haft problemer med min sædkvalitet, men det er der jo mange andre, der har, og jeg ser frem til at byde alle disse forhåbentlig nye samfundsborgere velkommen, medmindre de er fra de varme lande selvfølgelig, haha, nej, kære ven af r8Dio og lytter, det var bare for sjov, jeg holder meget af alle mennesker. We are the world og så videre.

Apropos børn, så kører der jo lige i øjeblikket en rigtig ubehagelig sag fra Borup Skole i Køge, hvor nogle børn angiveligt har krænket nogle andre børn, men den sag bliver du faktisk nødt til at holde dig opdateret omkring andre steder, kære ven af r8Dio og lytter, da jeg ikke bryder mig om, at børn har en seksualitet. Jeg synes, at det er vanvittig ulækkert, og at det burde ties ihjel, så børnene ikke oplever, at de kan få opmærksomhed ved at voldtage andre børn.

Derudover har regeringen i visse kredse fået gjort sig upopulær på at foreslå at indføre automatisk organdonation, så alle myndige bliver registreret som donorer og derfor så aktivt skal framelde sig

fremfor aktivt at tilmelde sig organdonation. Det mener nogle folk i eksempelvis Go’ Aften Live og sikkert også i Aftenshowet er et tegn på, at regeringen synes, at de ejer folks organer. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal sige til. Det er jo kompliceret, kan man sige, for på den ene side skal man jo ikke selv bruge sine organer, når man er død, men på den anden side, så ved vi jo teknisk set ikke, om man rent faktisk SKAL bruge sine organer oppe i Himlen, efter at man er død? Men sådan er det jo med så meget, at det er kompliceret, det skal man ikke lade sig slå ud af. Eksempelvis er parforhold komplicerede, reglerne til Bridge er komplicerede, Jussi Adler-Olsens bøger er komplicerede. Og så fremdeles.

Til orientering er der fortsat krig i både Ukraine, Gaza og flere steder i Afrika – og der er det jo meget sjovt med mennesker, ikke ven af r8Dio og lytter, for nu sidder der sikkert nogle læsere, der synes, at dette er petitessestof, mens de var meget optagede af historien om skotyven i Horsens. Hvor er det dejligt, at vi er så forskellige.

Kan du nu have en god uge, ven af r8Dio og lytter, også selvom du måske skal tilbage i hamsterhjulet, haha? Jeg selv har meget på tapetet, skal jeg sige dig, men først vil jeg spise mig et blødkogt æg. Det er nu én af livets små glæder – og hvad mon der egentlig kom først? Hønen eller ægget? Det kan du jo så gå og tænke lidt over indtil næste fredag.

Med venlig hilsen

Din radiodirektør og ven, Klavs Bundgaard

Bliv medlem af r8Dios Venner

Få fri adgang til alle vores programmer. Du får desuden: eksklusiv adgang til vores lukkede Facebook-gruppe r8Dios venner, invitationer til r8Dio-events og optagelser, fri fragt i vores webshop og særlige tilbud til medlemmer. Derudover…

Medlemskab pr. måned: 49 kr.

Spar 189 kr. på årsmedlemskab: 
399 kr./33,25 kr. pr. måned

Andre nyheder

Sendeplan Uge 49

Her kan du se hvilke programmer, vi sender i denne uge. Uge 49 Mandag – Morgensutterne (Live-live kl. 07.00)Mandag –

Læs mere

Sendeplan Uge 48

Her kan du se hvilke programmer, vi sender i denne uge. Uge 48 Mandag – Morgensutterne (Live-live kl. 07.00)Mandag –

Læs mere

Sendeplan Uge 47

Her kan du se hvilke programmer, vi sender i denne uge. Uge 47 Mandag – Morgensutterne (Live-live kl. 07.00)Mandag –

Læs mere