Nyhedsbrev 17 – GALLA OG GAMLE FLAMMER

NYHEDSBREVET 17 – GALLA OG GAMLE FLAMMER

Kære ven og lytter af r8Dio – har du haft en god uge? Dét har jeg. Kom maj du søde milde, som man siger. Det er i dag et vejr, et solskinsvejr, det siger man også. Hold op, hvor solen dog skinner. Det gjorde solen i særdeleshed også i Norge, hvor kongeparret netop har været på statsbesøg – deres første efter at de blev henholdsvis konge og dronning. De ankom med Kongeskibet Dannebrog tirsdag, hvor de blev modtaget i havnen i Oslo. Herefter fulgte en masse festivitas. Blandt andet besøgte kongeparret Science City, og det hele blev rundet af med en stor gallamiddag på Det Kongelige Slot i Oslo. Hvad jeg ikke ville have givet for at være med dér. Det her har jeg måske ikke fortalt tidligere, kære ven og lytter af r8Dio, men jeg er jo faktisk stor royalist. 

Gallamiddagen var fyldt med prominente gæster og lækker mad. Til forret fik de fine således gulerodstatar med norske ramsløg, trøffel og stenalderchips og sennepsfrø, til hovedret fik de hellefisk-bygotto, karamelliserede løg, norske rødbeder, blåmuslinger og anis-sky, og til dessert fik de hindbær og chokolade. Lyder det ikke bare lækkert? Det synes jeg, selvom jeg da er i tvivl om, hvor mon kødet befandt sig? Sikkert ude på de norske fjelde. Er der egentlig elge i Norge, eller befinder de sig kun i Sverige? Det ved jeg faktisk ikke. Nå, men de prominente gæster talte foruden det danske og norske kongepar blandt andet Ståle Solbakken, der engang har været træner for FCK. Dronning Mary bar et perlepoire-sæt, og Kong Frederik nævnte tv-serien SKAM i sin tale. Det synes jeg er meget originalt, da det nok er det største, der er kommet ud af Norge. Udover Anders Breivik og myseost, naturligvis. 

Se, kære ven og lytter af r8Dio. Nu skal jeg jo snart giftes med mit livs kærlighed. Eller, det er en sandhed med modifikationer, for mit livs kærlighed er jo faktisk Dronning Mary. Jeg mødte hende nemlig engang. Det var i Nyhavn, og jeg var ankommet dertil på min sejlbåd efter en længere jordomrejse. Dengang var jeg ung og spændstig, det er jeg som sådan stadig, men du skulle have set mit prægtige hår dengang. Jeg var solkysset. Jeg mødte hende, mens jeg gik på gaden, og hun stod oppe i et tårn. Kors, hvor var hun smuk. Hun var en del rundere end i dag, naturligvis også yngre, og vi faldt i snak. Kemien var tydelig fra første øjeblik. Eller, hun startede selvfølgelig med at spille kostbar, så hun svarede ikke, da jeg råbte ”hej smukke” til hende. Jeg råbte det samme igen. Så svarede hun ”gå væk med sig”, men jeg forestiller mig, at det bare var fordi, at hun havde sovet lidt dårligt den nat under sin edderdunsdyne. Jeg råbte igen til hende, jeg råbte, at hun var mit livs kærlighed, og dér, lige præcis dér vandt jeg hendes hjerte. Hun bad mig om at kravle op i sit tårn på den meget lange bønnestage, der hang ned fra tårnet. Eller også var det efeu, det kan jeg ikke huske. 

Oppe i tårnet havde vi en fuldstændig fantastisk nat. Jeg vil ikke gå i detaljer, da det ville være respektløst, hvis du forstår, hvad jeg mener, kære ven og lytter af r8Dio. Om morgenen var hun væk. Jeg var forvirret og ulykkelig. Jeg kunne huske, at hun aftenen forinden havde fortalt mig, at hun skulle til et bryllup dagen efter. Jeg, der var forblændet af kærlighed, tog til alle bryllupper i København den dag, blandt andet Anni Fønsbys, det var sjovt i øvrigt. Lige pludselig så jeg den. Guldkareten. Inde i guldkareten sad mit livs kærlighed i brudekjole. Hun sad sammen med vores kronprins. Mit hjerte gik i tusinde stykker. Hun kunne da godt lige have nævnt, at det var hendes eget bryllup, hun skulle deltage i. Så jeg gjorde dét, man altid skal huske, at man kan gøre: jeg tog hen i Vor Frue Kirke, hvor brylluppet skulle stå og udgav mig for at være journalist. Da præsten spurgte, om der var nogen, der havde nogen indvendinger mod giftermålet, ”speak now or forever hold your silence”, som man siger, så valgte jeg at rejse mig op. Jeg sagde noget i retningen af: ”hvis det nu var, at Klavs Bundgaard indså, at han havde været et kæmpe røvhul og gik ned på knæ og bad dig om at genoverveje dit bryllup – ville du så gøre det?”. Hendes svar var ”nej”. Jeg havde åbenbart bare været en pauseklovn, én der ikke var god nok til hende, en gemen luder, ja, jeg følte mig som en luder.

Det har taget mig mange år at give slip på hende, kære ven og lytter af R8dio. Jeg er faktisk slet ikke sikker på, om det overhovedet er lykkedes endnu. Men sådan er det med kærligheden i den virkelige verden. Man lever ikke altid lykkeligt til sine dages ende. 

På en anden note, så er der fortsat krig i både Ukraine, Gaza og store dele af Afrika. 

Nå, kære ven og lytter af r8Dio. Kan du så have en god uge? Det vil jeg prøve på, selvom det at genbesøge mindet om Dronning Mary da var lidt af en streg i regningen. Men tiden læger alle sår, som man siger. I hvert fald de vise mænd.

På snarligt genhør, 

Din ven og radiodirektør, 

Klavs Bundgaard.

Bliv medlem af r8Dios Venner

Få fri adgang til alle vores programmer. Du får desuden: eksklusiv adgang til vores lukkede Facebook-gruppe r8Dios venner, invitationer til r8Dio-events og optagelser, fri fragt i vores webshop og særlige tilbud til medlemmer. Derudover…

Medlemskab pr. måned: 49 kr.

Spar 189 kr. på årsmedlemskab: 
399 kr./33,25 kr. pr. måned

Andre nyheder

Sendeplan Uge 3

Her kan du se hvilke programmer, vi sender i denne uge. Mandag – Morgensutterne (Live-live kl. 07.00)Mandag – En Gonzo

Læs mere

Sendeplan Uge 2

Her kan du se hvilke programmer, vi sender i denne uge. Mandag – Morgensutterne (Live-live kl. 07.00)Mandag – En Gonzo

Læs mere