Nyhedsbrev 014 – Den Tredje Erkendelse

Kære ven og lytter af r8Dio? Har du haft en god uge? Det har jeg. Men det er sjovt med uger, ikke sandt? Den ene uge sker der meget, men den næste uge sker der ikke så meget. Det er ligesom med tiden, som Andreas Mogensen meget rigtigt siger: nogle gange går den hurtigt, andre gange går den langsomt. Jeg har dog hørt, at det skulle blive varmere i weekenden. Det glæder jeg mig til, for så kan jeg komme ud af min flyverdragt. Selvom det er sjovt at ligne en søstjerne. 

Nå, men noget er der sket. Frederik Vad fra Socialdemokratiet er blevet upopulær i nogle kredse, fordi han har sagt noget, vi jo alle sammen godt vidste i forvejen. Han kalder det – med et hovskisnovski-begreb – for ”den tredje erkendelse”. Det betyder, at det åbenbart ikke er nok med en uddannelse for at være velintegreret, for man kan – og med ”man” mener han muslimer – sagtens undergrave det danske samfund fra et apotek i Nordsjælland og ikke kun fra en bande på Nørrebro i København. Det har han nemlig læst i en rapport. Og selvom det vist ikke stod med så direkte ord i den rapport, så er pointen jo rigtig: Jeg er i hvert fald selv blevet behandlet dårligt af en muslim på et apotek i Skuldborg. Jeg skulle have noget mod min psoriasis, og så sagde hun, muslimen, at psoriasis var ulækkert. Så sagde jeg, at Kim Kardashian faktisk har psoriasis. Så sagde hun, at Kim Kardashian er haram. Det vidste jeg ikke, hvad betød, men det er da godt nok uhyggeligt at tænke på, at hun sidder og ødelægger Danmark indefra, mens hun spiser frokost. Nu er der så nogle naive socialdemokrater, der mener, at Frederik Vad opildner til racisme, men man skal huske, siger Frederik Vad, at denne tredje erkendelse altså ikke er Frederik Vads erkendelse, men Socialdemokratiets erkendelse. 

Nå ja – så er det jo Store Bededag i dag! Hvad skal du lave på Store Bededag, kære ven og lytter af r8Dio? Jeg kan godt lide bagernes oprør mod systemet ved fortsat at sælge hveder. Jeg har selv investeret i et par stykker. De skal spises varme, naturligvis, med smør og pålægschokolade (den lyse). Jeg kunne forstå på det hele, at alle andre partier end regeringen og De Radikale er imod afskaffelsen af Store Bededag, og det er derfor, at jeg har tænkt mig at stemme på nogle andre end de partier næste gang. På hvilket parti ved jeg ikke. Men jeg fortryder, at jeg engang stemte på Alternativet. Det er nok mit livs største fortrydelse. Men det var simpelthen fordi, at jeg fik en hjerneblødning i stemmeboksen. Men så på den anden side – det er jo sjovt, når voksne mennesker tager røde næser på, selvom de ikke er hospitalsklovne. Måske er det ikke så anderledes, end at jeg er en voksen mand, der går i flyverdragt? Hmmm…

Der er fortsat krig i Gaza og Ukraine og Afrika. De husker nok ikke at Store Bede, hvis I forstår hvad jeg mener? Haha. Nej. Den sætning gav vist ikke mening. Pointen er, at hvis man tror på Gud, så må man jo bede til, at krigen går væk. Hvis ikke krigen går væk, så betyder det vel, at Gud ikke findes? Bortset fra til jul, selvfølgelig. Det er nemlig hyggeligt at gå i kirke juleaften, synes jeg. Der har også været forskellige bombetrusler. Blandt andet i Billund Lufthavn. Godt at det ikke blev til noget, hva’? Men nu skal vi ikke glemme hyggen! I TV2’s ’Håbefulde Nyheder ’-segment læste jeg, at næsespray har reddet en 39-årig mands liv og at en truet tudse nu er tilbage. Og det var vist det. Kan du nyde varmen, hvis den kommer, kære lytter og ven af r8Dio?

Med venlig hilsen din ven og radiodirektør

Klavs Bundgaard.

Bliv medlem af r8Dios Venner

Få fri adgang til alle vores programmer. Du får desuden: eksklusiv adgang til vores lukkede Facebook-gruppe r8Dios venner, invitationer til r8Dio-events og optagelser, fri fragt i vores webshop og særlige tilbud til medlemmer. Derudover…

Medlemskab pr. måned: 49 kr.

Spar 189 kr. på årsmedlemskab: 
399 kr./33,25 kr. pr. måned

Andre nyheder