Nyhedsbrev 013 – Bål, brand og ballade

Kære ven og lytter af r8Dio – har du haft en god uge? Det har jeg! Selvom det da godt nok er lidt af en streg i regningen, at det er blevet så koldt igen. Det har vi sgu ikke fortjent, dig og mig, hva’, kære ven og lytter af r8Dio? Nej. Hvad kan jeg fortælle fra min uge? Hmmm… tjo. Jeg mødte en sød hund for nylig, da jeg var ude og spadsere min aftentur. Det er jeg nemlig begyndt på, skal jeg sige dig, jeg er begyndt at gå rundt i byen om aftenen. Det skulle jo være så godt for både helbredet OG kondien, sådan at gå rundt. Nå, men jeg så altså en sød hund, men jeg når desværre ikke at spørge ejeren om, hvad hunden hedder og hvilken race den er, så det var ærgerligt. Hvis du kan genkende dig selv som ejeren af hunden, så skriv gerne til mig på eksempelvis Facebook.

Noget, der til gengæld ikke har haft det koldt, er Børsen i København. Det kan vel ikke være gået nogens næse forbi, at Børsen, den er brændt ned. Hvis du alligevel ikke ved, hvad Børsen er, kære ven og lytter af r8Dio, ja, så kan jeg fortælle dig, at Børsen er sådan noget rigtig kjøbenhavneri. En bygning med en masse guld, hvor de rige handler med hinanden. Og den er altså brændt. Og det var åbenbart trist for folk. Faktisk gik tidligere kulturminister og nuværende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, så langt som til at kalde det den værste dag i hans liv. Haha, tænkte jeg, så har Brian Mikkelsen da godt nok haft et godt liv, hva’. Nå, men han mener jo, at det er en masse dansk historie, der er gået tabt. Og det har han sikkert ret i. Men jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, at jeg synes, at det er dybt forkasteligt at se voksne mennesker græde over en gammel bygning, når der er så meget andet, de burde græde over.

Tag eksempelvis komiker Lasse Rimmers skattegæld på næsten 4 millioner kroner! Og det var altså FIRE MILLIONER KRONER! Hold da helt op. Det er jo frygteligt for ham. Det kommer til at tage ham 3-4 år at betale af på gælden, og i den periode har han altså ikke råd til at betale for sit Viaplay-abonnement, hvor han ellers ser Luksusfælden, som han holder meget af. Det fortæller han i sin snakke/sludre/tale-podcast Elefanten i rummet. Jeg tror, at det er en joke. Haha. Han fortæller også, at han ikke forsøgte at snyde i skat, han har bare ikke betalt skat. Eller, han har bare ikke betalt al sin skat. Og tænk sig, nu står manden, 50+-år gammel, og så er det hans svigermor, der er nødt til at betale for den ferie, han lige nu er på sammen med sin influencer-kæreste, der ellers er blevet beskyldt for at være en gold-digger. Det er hun jo så ikke. Personligt har jeg aldrig snydt i skat. Men jeg har dog engang stjålet nogle Magic-Cards fra Fætter BR. Det var i den periode, hvor jeg også var meget optaget af rollespil, som mig og nogle af de andre slyngler i slænget spillede ude i en skov. Jeg var altid ork, og jeg lavede faktisk mit eget kostume. Men bortset fra dét tyveri, har jeg ALTID holdt mig på dydens smalle sti. 

Eller hvad med den præst, der mener, at kvinder der taler om ’the mental load’ skal gå hjem og skamme sig, fordi de er hysteriske? Mænd renser jo tagrender??? Det sker godt nok ikke så tit som at stå for al anden husholdning, men at rense tagrender er jo med livet som indsats, kan man sige. Det samme kan man ikke sige om at vaske gulv, vel? Præsten var i Go’ Aften Live sammen med en anden influencer, der selv havde oplevet ’the mental load’ på egen krop. Hun mente så, at det var præsten, der skulle skamme sig, fordi der én gang for alle skal gøres op med de gamle kønsroller. Det var alt i alt en spændende debat og objektivt langt mere interessant end den brændende bygning.

Der er også stadig krig i Gaza, hvilket mange mennesker på de sociale medier har gjort opmærksom på de seneste dage, selvom der ikke er blevet gjort lige så meget opmærksom på, at der også er krig i Ukraine og flere steder i Afrika. Men nok om det. Kan du nu have en god uge, kære ven og lytter af r8Dio? Der er jo kommet et nyt afsnit af Forræder. Jeg så det første, men jeg vil selvfølgelig ikke spoile noget. Dog kan jeg da sige så meget, som at jeg altså ville have været god i det spil. Og at Pernille Højmark ser utroligt gammel ud, selvom hun vist kun er 63. 

Nå, det var alt for mig. Kan du have det så godt, som du ser ud? Haha. Nej.

Med venlig hilsen din radiodirektør og ven,

Klavs Bundgaard.

Bliv medlem af r8Dios Venner

Få fri adgang til alle vores programmer. Du får desuden: eksklusiv adgang til vores lukkede Facebook-gruppe r8Dios venner, invitationer til r8Dio-events og optagelser, fri fragt i vores webshop og særlige tilbud til medlemmer. Derudover…

Medlemskab pr. måned: 49 kr.

Spar 189 kr. på årsmedlemskab: 
399 kr./33,25 kr. pr. måned

Andre nyheder