Kære ven og lytter af r8Dio – det er din radiodirektør her! Har du haft en god uge? Dét har jeg. På en måde. Altså. Jeg er jo blevet gift, ikke. Det var, hvad det var. Ellers har det været noget flot vejr. Koldt, ja, men også solrigt. Nu er det snart sommerferietid. Så skal jeg rigtig hygge mig med koldskål og solbadning, jeg skal have lidt farve på min blege krop, skal jeg sige dig, for det går jo ikke, hvis folk bliver sneblinde af at stirre direkte på mig, haha, vel, nej, det var bare for sjov, jeg er ikke blegere end de fleste andre.
Nu er det her jo et nyhedsbrev, ikke, og jeg ved godt, at det som sådan ikke er en nyhed, at der er valg til Europa-Parlamentet på søndag. Du skal huske at stemme, kære ven og lytter af r8Dio, for det betyder altså en hel del, hvem man får sat ind i sådan et organ. Det har jeg mærket på egen krop, da jeg for en del år siden slog mine folder som ung og idealistisk journalist i Bruxelles. Jeg gad egentlig ikke at være blevet sendt til Bruxelles, da der jo er kedeligt, og desuden så syntes jeg, at mit hår var for godt til at blive sendt ned til EU-ødemarken. Mit hår var mere fyldigt end i dag, skal jeg sige dig, og jeg havde sådan nogle runde hornbriller, der fik mig til at se rigtig klog ud. Jeg var blevet sendt afsted af landets største avis, og jeg var nok også lidt nervøs, selvom jeg nødigt ville indrømme det. Det her var jo før, at jeg blev bykonge, nu er jeg jo aldrig nervøs for noget, vel, men jeg var jo også yngre dengang, jeg var ikke vokset ind i min hud endnu, eller hvad det nu er, man siger.
Nå, men min første opgave på avisen var at dække et indbrud i et lejlighedskompleks i Bruxelles – en på overfladen uinteressant historie, der gik ud på, at en sikkerhedsvagt havde fundet en lås med tape henover, han havde så tilkaldt politiet, og de havde så fundet fem mænd, som de havde arresteret. Men der er jeg jo ikke så nem at løbe om hjørner med, vel kære ven og lytter af R8dio, jeg bider mig fast som en grævling, så i juni-heden – det her foregik om sommeren – måtte jeg kæmpe mig rundt på den dampende hede asfalt i Bruxelles for at få fat i informationer om indbruddet. Jeg erfarede så, at de fem ”indbrudstyve”, hvoraf fire i øvrigt var af cubansk afstamning, den sidste var tidligere efterretningsagent, var i besiddelse af elektronisk overvågningsudstyr – coincidence? I THINK NOT, som man siger på engelsk. Det lykkedes mig at forbinde de fem indbrudstyve til den daværende Europakommissionsformand, Jean-Claude Juncker, der i øvrigt bærer en vis fysisk lighed med Hr. Stein fra Matador.
Avisen sendte mig så hjælp i form af en anden reporter, lad os kalde ham Karl. Han var sådan en rigtig frisk fyr, smart i en fart kunne man næsten sige, prægtigt guldhår og tandsmil, den slags, og vi måtte modvilligt samarbejde om at opklare, hvad der mon var op og ned i denne spegede sag. Det viste sig dog, at vi arbejdede godt sammen. Karl blev vældig imponeret, da jeg kontaktede min anonyme kilde. Det hele skulle jo være top-top-hemmeligt, da det her indbrud jo så åbenbart trak tråde helt op i de øverste EU-luftlag, så når jeg kommunikerede med min kilde – tys-tys-kilden, som jeg kaldte ham (eller hende!) – så skete det ved, at der blev placeret et flag i en lille urtepotte på en altan. Så mødtes vi, mig og tys-tys-kilden i en underjordisk parkeringskælder. Det hele var meget kryptisk, da min tys-tys-kilde insisterede på kun at tale i vage og lidt dårlige metaforer, men han fik mig da overbevist om at ”follow the money”, som vi kalder det på engelsk.
Det lykkedes så mig og Karl at kæde de fem indbrudstyve sammen med nogle korrupte aktiviteter, der havde til formål at få genvalgt Jean-Claude Juncker. Avisen syntes dog stadig ikke, at historien var god nok til at komme på forsiden, hvilket jo var mit mål, ikke, da det jo er sådan, at man kan se, at man har klaret sig godt som journalist. Min åndssvage redaktør fattede ingenting, han brokkede sig bare over min brug af tys-tys-kilden, for hvorfor i alverden skulle Jean-Claude Juncker, den pæne mand, dog bruge korruption til at vinde et valg, han faktisk nærmest var garanteret at vinde? Dét ville min redaktør gerne vide. Men det viste sig, efter grundig efterforskning, at hele miseren også implicerede en højtstående embedsmand, og da vi ’breakede’ noget af historien, som vi kalder det på fagsprog, ja, så gik Europakommissionen simpelthen ud med en non-denial denial af vores historie. Det er et begreb, der dækker over, at noget ved første øjekast lyder som en klokkeklar benægtelse af en påstand, men som senere viser sig faktisk overhovedet ikke at være en benægtelse overhovedet.
Vi manglede dog stadig the smoking gun, mig og Karl, på Jean-Claude Juncker, så jeg satte min tys-tys-kilde i stævne en sidste gang. Jeg tvang ham – eller hende! – til at være mere tydelig, og kilden fortalte mig så, at denne højtstående embedsmand havde orkestreret indbruddet og det efterfølgende cover-up. Kilden fortalte også, at efterretningstjenesten var involveret, og kilden sagde, at både mig og Karl nu var truet på livet, desværre. Men så kendte han ikke mig og Karl særlig godt, for vi fik selvfølgelig bare endnu mere blod på tanden, og til sidst skrev vi den fulde historie ind på vores skrivemaskiner. And the rest is history, som man siger på engelsk. Hvis du ikke har fulgt med, kære ven og lytter af r8Dio, så er Jean-Claude Juncker ikke længere formand for Europakommissionen. Det vigtigste var dog nok, at jeg fik mig en ven for livet i Karl. Jeg har så godt nok ikke set ham siden, men stadig.
På en anden note så er det fortsat krig i Gaza. Og i Ukraine. Og i store dele af Afrika. Trist.
Og kan du så ellers bare have en god uge, kære ven og lytter af r8Dio? Og husk at stemme på søndag! Du kan være tryg ved, at der er sådan nogle vagthunde som mig, der nok skal holde dem alle sammen i ørene. Eller. Nu bliver det så ikke lige præcis mig, da jeg jo er radiodirektør for en radio, der ikke længere har nogen nyheder, men du forstår, hvad jeg mener. Hav det så godt så længe!
Din ven og radiodirektør,
Klavs Bundgaard.
