Kære ven og lytter af r8Dio – har du haft en god uge? Det har jeg.
Jeg sagde det jo også i sidste uge, men jeg siger det lige igen: Det er godt nok dejligt, at det er blevet forår, synes du ikke? Jeg
gik sågar forbi et af de der lyserøde træer i går, og det stod i blomst. Simpelthen. Det var sgu flot det synes jeg altså.
Ellers har jeg ikke så meget at rapportere på det personlige plan. Jo! Jeg har da været i Panduro Hobby, hvor jeg har købt ind til at lave luksus-gækkebreve. Og hvad er så et luksus-gækkebrev, tænker du måske, og det skal jeg sige dig – det er et flot gækkebrev klippet af karton. Jeg har jo faktisk næsten været regionsmester i gækkebrev, da jeg var lidt yngre, der er få vest for Storebælt, der kan rime eller klippe som mig. Og ja, det kan da godt være, at det lyder fjollet, men så prøv lige at tjekke dette rim ud: ”Mit navn det står med snoller, pas på det ikke boller”.
Jeg fik en andenplads, men jeg ville have vundet, sagde arrangørerne, men de kunne ikke sende mig til Danmarksmesterskaberne, da de vurderede, at der ikke ville være nok øst for Storebælt, der ville vide, hvad snoller var, til at jeg ville kunne vinde.
Men nok om det. Sætter du også pris på en god underdogfortælling, kære ven og lytter af r8Dio? Det gør jeg i hvert fald. Derfor kunne det ikke undgå at glæde mig, at regeringen pludselig blev afhængig af Jon Stephensen for at bevare deres indenrigspolitiske flertal, efter at Mads Fuglede fra Venstre skiftede til Danmarksdemokraterne.
Kan du huske Jon Stephensen? Det var ham, der syntes, at et partimedlem virkede klog og var smuk med den lækreste krop, hvilket er en udtalelse, jeg stadig ikke finder specielt kontroversiel. Jon Stephensen har jo bare kigget på dét, der var lige
foran ham, altså en kvinde, der virkede klog, hvilket man jo aldrig kan vide sig sikker på, om nogen rent faktisk er klog. Og ja, det kan da godt være, at man siger, at ’beauty is in the eye of the beholder’, men det passer jo ikke. Nogle mennesker ER bare smukkere end andre, ligesom nogen mennesker objektivt set har en lækrere krop end andre. Under alle omstændigheder er Jon Stephensen endelig blevet taget til nåde igen.
Det kan man ikke sige om Mike Fonseca, som regeringen stadig ikke vil lege med, fordi han fortsat er kærester med én på 15 år – godt gået, i øvrigt. Personligt kan jeg heller ikke se noget problem i det, for kan hun bløde, så kan hun føde, nej, haha, det var bare for sjov, haha, det er da dårlig stil.
Jeg lovede jo også at holde dig opdateret på sagen om den forsvundne prinsesse Kate, men der er ikke sket den store udvikling. Jo, hun er angiveligt blevet spottet af en paparazzi-fotograf på et Farmer’s Market i Windsor sammen med sin mand, William, meeeen det billede mener flere folk på Reddit er fake. Prinsesse Kate ser nemlig højere ud på billedet, mener de.
Der vil jeg lige indskyde, at man jo faktisk godt kan blive gjort højere. Det bliver nogle dværge i hvert fald. Eller ’små mennesker’, som det vidst nok hedder lige for tiden. Så får man simpelthen strækket sine ben med en metalplade. Det kan jo være, at prinsesse Kate har fået den behandling. Eller også er der tale om et optisk bedrag.
Apropos kroppe, så kunne jeg se, at en tidligere Bachelor-deltager var i Go’Morgen Danmark for at fortælle om, at hun er 187 centimeter høj og vejer 97 kilo, hvilket der ikke er nogen skam i, mener hun.
Jeg selv har jo været undervægtig det meste af mit liv, hvilket der heller ikke er nogen skam i. Jeg kan huske, at jeg engang var til samtale med sundhedsplejersken på min folkeskole. Jytte hed hun vist nok. Hun målte og vejede mig og spurgte ind til min diæt. Jeg var jo en ung teenageknægt på det tidspunkt, så jeg levede primært af mælk og Knoppers, hvilket jeg fortalte hende, hvorefter hun konkluderede, at jeg var tyndfed og burde spise nogle flere æg. Det stempel klæbede til mig
resten af min folkeskoleting. Klavs Tyndfed blev jeg kaldt. Oprah er også startet på vægttabsmedicin, kunne jeg se.
Der er stadig krig i Ukraine og Afrika og Gaza. I sidstnævnte vil man nu gerne have mere nødhjælp ind. Det virker da meget fornuftigt.
Det var alt for mig. Kan du nu have en god næste uge, kære ven og lytter af r8Dio? Der er det jo simpelthen påske. Hvilken påskedag er din påskedag, haha, det var en Dolmio-reference, hvis du ikke fangede den. Min påskedag er nok palmesøndag. Jeg synes, at billedet af Jesus, der kommer ridende ind i Jerusalem på sådan et lille æsel, er meget morsomt. Peace out.
Med venlig hilsen din radiodirektør og ven,
Klavs Bundgaard.