Opskrift: Banana bread med brunet smør og valnødder

Af Marie Holm – Kendt fra afsnit 6 af programmet “Ugen, der blev spist” med gæst Andrea Elisabeth Rudolph.

Smelt 115 g smør i en gryde, og lad det koge og syde, til det bruner og dufter hasselnøddeagtigt og dejligt. Tag smørret af varmen, og lad det køle en smule af.

Skræl 4 meget modne brune bananer, og mos dem med en gaffel. Kom bananmosen i en skål, og rør den sammen med 2 æg og ¾ dl kærnemælk. Rør også det brunede smør i – sørg for at få alt det gode, nøddebrunede grums med.

Tag en anden skål, og bland følgende tørre ingredienser sammen i den: 210 g hvedemel, 150 g farin, 1 ½ tsk. natron, 1 tsk. stødt kanel, ¼ tsk. revet muskatnød og ½ tsk. havsalt. Rør denne blanding ned i bananmassen – brug et piskeris, og undgå at røre for meget. Vend til sidst 70 g valnøddekerner i dejen.

Smør en brødform på ca. 28 x 11 cm med smør, og læg et stykke bagepapir i bunden af formen. Hæld dejen i formen, og jævn den godt ud. Skræl nu en sidste banan, flæk den på langs, og drys lidt brun farin på den klistrede skæreflade. Læg forsigtigt de to halve bananer ned oven i dejen med skærefladen opad. 

Bag bananbrødet i 55-60 minutter ved 180° varmluft, til det er gyldent og gennembagt. Lad bananbrødet køle lidt af i formen, inden du vender det ud. Server det lunt eller afkølet i tykke skiver, som bestemt ikke tager skade af at blive smurt med lidt koldt smør. Eller endnu bedre: pisket smør med kærnemælk. Velbekomme.

Lyt til afsnit 6 af vores nye program “Ugen, der blev spist” med vært Marie Holm og iværksætter, radio- og tv-vært Andrea Elisabeth Rudolph, der gæster r8Dios studie. Her spiser de Organic, Sustainable, Luxurious Bananabread med pisket smør. Og Marie ringer til Noma og spørger Head of Research & Development Mette Søberg, hvordan man kan kokkerere noget a la Nomas legendariske sellerishawarma i eget køkken. Lyt gratis til første afsnit, der hvor du lytter til podcasts. Helst i vores egen app selvfølgelig.

Bliv medlem af r8Dios Venner

Få fri adgang til alle vores programmer. Du får desuden: eksklusiv adgang til vores lukkede Facebook-gruppe r8Dios venner, invitationer til r8Dio-events og optagelser, fri fragt i vores webshop og særlige tilbud til medlemmer. Derudover…

Andre nyheder

r8Dio går på FM

Radioen, der er skabt af folkene bag det hedengangne Radio24Syv, kan nu også høres på FM. Det drejer sig om

Læs mere