– “Så det er mange mennesker der er gået til”
Sådan fortæller den tidligere fisker, Kasper Køie, om det fiskerne oplevede i tiden kort efter 2. verdenskrig, ud for Christiansø.
For at forstå hvad Kasper taler om skal vi knap 80 år tilbage i tiden.
Om eftermiddagen d. 9 maj 1945 passerede en konvoj af tyske flygtningeskibe Christiansø. Den var bemærkelsesværdig stor, og beboerne stimlede sammen på Møllebakken for at se den sorte række af skibe, der var proppet til randen med soldater, kvinder og børn. Hvad øboerne ikke vidste var, at de om få minutter skulle blive vidner til en fatal katastrofe.
For ud af det blå dukkede russiske bombefly op som rovfugle på himlen og angreb den lange række af tyske skibe. På bare få minutter forsvandt skibene som dug for solen, og op mod 30.000 mennesker endte deres dage på bunden af Østersøen – lige uden for Christiansøs kyst.
Eller gjorde de? For den dag i dag, er der stadig stor uenighed mellem danske, tyske, svenske og russiske kilder om, hvad der egentlig skete d. 9 maj 1945, dagen efter Tysklands kapitulation.
“Aldrig har vi fundet lig i vores trawl, og vores redskaber går langs bunden” fortæller Jørn Bayer, der kender havet omkring Christiansø og mysteriet og konvojen særdelse godt. De modstridende beretninger står i kø.
Så hvad er rigtigt og hvad er forkert? Er Danmarkshistoriens største massakre blevet gemt væk? Eller har den aldrig fundet sted?
Dyk ned i mysteriet i ‘Østersøens hemmelighed’ med værter Kirstine Christensen og Anna Hjorth.