Nyhedsbrev 009 – “HVOR ER KATE?”

Kære ven og lytter af r8Dio – har du haft en god uge? Det har jeg!

NU er det jo rigtig blevet forår. Tocifrede temperaturer. Tænk sig. Det er meget sjovt, for hvert år tænker jeg, at det aldrig bliver forår, men så bliver det altid forår alligevel. Det er både skønt og eksistentielt.

Vi kan jo lige så godt komme i gang, kære ven og lytter af r8Dio, for apropos de mere eksistentielle dele af tilværelsen, så er Andreas Mogensen jo vendt tilbage fra det ydre rum. Så du dét? Det gjorde jeg. Det var godt nok en lettelse, at han ikke brændte op i atmosfæren. Det synes jeg i hvert fald. Vi har jo løbende kunnet følge med i Andreas Mogensens udfoldelser ude i rummet, men heldigvis har vi også kunnet følge med i Andreas Mogensens tur hjem fra rummet.

Han har eksempelvis delt sin Spotify-spilleliste, som han har lavet til hjemturen. Der kan man blandt andet finde Dr. Dre’s The Next Episode, hvor der jo bliver sagt ”smoke weed everyday”, haha. Gad vide hvordan det føles at ryge hash i det ydre rum? Eller crack for den sags skyld. Smack er der også noget, der hedder. Det er vist nok slang for heroin. Det finder vi nok aldrig ud af.

Der er også Mew, 50 Cent og Mr. Bojangles på spillelisten, ligesom man naturligvis også finder Suspekts Proletar. Og så er ringen jo sluttet, for da Andreas Mogensen tog ud i rummet i sin tid, havde Danmarks Radio jo valgt at placere Suspekt på taget af Koncerthuset, hvor de skulle spille Proletar live til ære for Andreas Mogensen – nok fordi taget af Koncerthuset er tættere på det ydre rum end gulvet af Koncerthuset.

Andreas Mogensen udtalte følgende om sin tid i rummet: ”På den ene side føles det som en evighed, siden vi sagde farvel, på den anden side føles det som om, at tiden er fløjet afsted”. Tiden er og bliver en forunderlig størrelse. Det er afstande jo også, for som Andreas Mogensen tidligere har udtalt, så ”er vi jo ikke så langt væk, men alligevel føles det som om, at vi er langt væk”. Alt er åbenbart stadig relativt. Heldigvis.

I afskedsgave fik de andre astronauter både peanut butter og pandekager, hvilket jo passer fint til Rasmus Klump-bamsen, som Andreas Mogensen havde med op på rumstationen. Personligt bryder jeg mig ikke om peanut butter, da jeg synes, at det vokser i munden. Det var spændende at følge med, da DR sendte live i hele 24 timer under hjemrejsen.

Jeg må dog indrømme, at jeg i den forgangne uge har været langt mere optaget af, hvad der mon sker med Prinsesse Kate ovre i Storbritannien. Helt kort, så er der jo ikke nogen, der har set hende siden den 25. december grundet sygdom. Hun skulle angiveligt vende tilbage efter påske, hvilket, mange mener, er en meget lang sygemelding, men der har man nok nogle bedre kår som royal end som radiodirektør.

Men nu er der så sket det, at Buckingham Palace har offentliggjort et billede af en storsmilende Kate med sine tre børn. Det billede har dog vist sig at være photoshoppet, lidt ligesom dengang det danske kongehus offentliggjorde et såkaldt ”nyt” billede af Prinsesse Josephine og Prins Vincent, der så viste sig at være sakset fra et familiefoto fra Kronprins Christians 18-års fødselsdag.

Mærkeligt, for selvom Josephine og Vincent sikkert er søde børn, så er de jo i det store hele inderligt ligegyldige. Der er ikke ligefrem nogen, der sidder og venter på et billede af de to. Nu går spekulationerne i Storbritannien jo så på, HVORFOR Buckingham Palace udsender et photoshoppet billede af Prinsesse Kate og de tre børn? Der må jo så foregå noget meget, ja, suspekt, haha, mener de derovre, også selvom den officielle forklaring er, at Prinsesse Kate bare godt kan lide at photoshoppe ting. Men så kunne hun da have gjort det ordentligt? Hvad med at photoshoppe eksempelvis en sjov hat ind på sig selv? Eller sine børn? Bruge et Snapchat-filter?

Nå, men på Reddit mener de, at Prinsesse Kate enten har fået stomi eller er død. Det bliver spændende at følge med i. Jeg skal nok holde dig opdateret, kære lytter og ven af r8Dio.

Apropos død, så er der stadig krig i Ukraine, Afrika og Gaza. Sidstnævnte krig endte med, at Mette Frederiksen forlod et 8. marts-arrangement i Vega i København, fordi hun følte sig utryg efter at være blevet buhet af. Det kan jeg godt forstå.

I min tid som amatørskuespiller blev jeg engang buhet ud af scenen i Kerteminde. Det var ellers, i min optik, et fint stykke, en adaptation af Zappa, hvor jeg skulle spille Mulle. Jeg skulle jo så spise en skovsnegl, som, vi havde valgt, skulle være en skumbanan, fordi det ville være dyrplageri at spise en ægte skovsnegl. Det var de utilfredse med i Kerteminde, for så mente de ikke, at jeg måtte være med i hulen. Jeg havde ellers smækbukser på til lejligheden. Det var meget ondskabsfuldt og ydmygende. Heldigvis fik jeg oprejsning senere, da jeg skulle spille hund i vores opsætning af Hannibal & Jerry.

Nå, det var alt for mig, kære lytter og ven af r8Dio. Kan du have en god næste uge? Gad vide, hvad den mon bringer? Forhåbentlig noget godt humør.

Med venlig hilsen din ven og radiodirektør
Klavs Bundgaard

Bliv medlem af r8Dios Venner

Få fri adgang til alle vores programmer. Du får desuden: eksklusiv adgang til vores lukkede Facebook-gruppe r8Dios venner, invitationer til r8Dio-events og optagelser, fri fragt i vores webshop og særlige tilbud til medlemmer. Derudover…

Medlemskab pr. måned: 49 kr.

Spar 189 kr. på årsmedlemskab: 
399 kr./33,25 kr. pr. måned

Andre nyheder

Sendeplan Uge 45

Uge 45 Her kan du se hvilke programmer, vi sender i denne uge. Mandag – Morgensutterne (Live-live kl. 07.00)Mandag –

Læs mere