Kære ven og lytter af r8Dio – det er din ven og radiodirektør Klavs Bundgaard her. Har du haft en god uge? Eller faktisk uger, da jeg jo ikke var tilgængelig af personlige årsager i sidste uge. Dét har jeg!
Sikke dog en varme, det har været. For at citere min salig farmor, så må det altså ikke blive varmere nu. Jeg har i hvert fald måttet ligge i mine underhylere med mine fødder i mit svømmebassin for overhovedet at kunne holde det ud. Men nok om det.
Vi har jo nemlig fået CO2-afgift på vores landbrug! Det har været længe undervejs, men det er jo en glædelig nyhed for sådan en klimabevidst radiostation som r8Dio. Politikerne går så først i gang med at redde vores klima én ko ad gangen i 2030, men bedre sent end aldrig, som man siger, når man kommer for sent. Til gengæld kan vi glæde os over, at også vores vand og naturen på et mere generelt plan skal reddes. Nu skal det være slut med at dumpe sin gødning i et tilfældigt vandløb i nærheden af ens landbrug. Nu må man som landmand nøjes med at dumpe sin gødning verbalt, haha, hvis du forstår, hvad jeg mener, kære ven og lytter af r8Dio. Altså jeg mener, at man som landmand stadig har ret til at ytre sine meninger.
Vi har jo trods alt stadig ytringsfrihed i dette land, selvom man nogle gange skulle tro det modsatte. Her tænker jeg på racistiske vittigheder, som man ikke længere må sige, men altså, hallo! Det er en JOKE, venner! Nå.
Alt det her med landbruget fik mig til at tænke på dengang, hvor jeg selv gjorde karriere som landmand. Jeg havde ellers overvejet at uddanne mig til præst, men jeg havde grundet noget mørkt i min fremtid mistet troen på Gud. Jeg havde en lille farm i en lille by. Udover mig boede min bror, Laust, også på farmen. Han var på det tidspunkt danmarksmester i rundbold. Der boede også to børn, hvis mor var død i en trafikulykke nogle år forinden. Det var et skønt liv som landmand. Kvadratisk, praktisk, godt.
Hver dag gik jeg i marken blandt mit korn, jeg levede sådan set mit bedste stille og rolige liv, indtil den dag, hvor store cirkler begyndte at vise sig i mit korn. Først tænkte jeg, at det var nogle lokale vandaler, der var ude på ballade, men kort efter begyndte disse cirkler at vise sig i korn over hele kloden, ligesom underlige, lysende objekter begynder at vise sig på himlen.
Du kan sikkert ikke huske dette, kære ven og lytter af r8Dio, men det er simpelthen fordi, at man fra politisk side valgte at udføre et kæmpestort og verdensomspændende cover-up. Nå, men en mørk aften får mig og Laust så øje på en lille, mærkelig skikkelse i vores korn. Vi jagter skikkelsen rundt i kornet, men forgæves. Først et par dage senere går det til vores store skræk og rædsel op for os, at det er en alien. Du kan nok se, at vi blev forskrækkede.
Et par dage senere ringede Rasmus. Han er så den ansvarlige for de to børn på min farms mors død. Jeg tager over til Rasmus, han siger undskyld for at have dræbt børnenes mor, men hvad vigtigere er, så fortæller han, at han har en alien gemt ude i et viktualierum, før han fortæller, at han nu vil tage hen til noget vand, da han mener, at aliensene er bange for vand. Desværre for mig går alienen til angreb på mig. Den er klam og klistret, og det lykkedes mig kun med nød og næppe at undslippe den – eller måske ham? – ved at hugge fingrene af den.
Derefter kan jeg godt fortælle dig, at mig og Laust og de to børn barrikaderer os på farmen. Vi er simpelthen skræmt fra vid og sans, og det bliver kun værre, da aliensene bryder ind på vores dejlige farm, så vi må gemme os i den kolde, fugtige kælder, der også fører til et astmaanfald hos det ene barn, der led af astma. Barnet overlever heldigvis natten, og næste morgen kan vi høre i radioen, at aliensene mod forventning lige pludselig havde valgt at forlade jordens overflade som om noget havde skræmt dem.
Men så dukker den alien, der havde gemt sig i Rasmus’ hus, op på vores farm. Den begynder at gå til angreb, men så kommer jeg i tanke om, at Laust jo er god til rundbold og har sit rundboldbat med, og så beder jeg ham ellers om at smadre alienen. Det gør han, og endnu bedre går det, da vi begynder at kaste vand i hovedet på alienen, så den til sidst udånder med en trist lyd. Alt ånder nu fred og idyl igen, og vi kan leve videre på farmen. Men der er noget i mig, der ikke kan lade være med at føle, at vores overlevelse skyldtes en form for guddommelig intervention, et tegn fra Gud. Jeg overvejer at blive præst alligevel, men jeg beslutter i stedet, at jeg er bestemt til noget større end livet som landmand eller præst – jeg skal være bykonge og radiodirektør, og det bliver jeg jo som bekendt, hvilket bare beviser, at man kan, hvad man vil.
På en anden note er der stadig krig i Gaza og Ukraine og store dele af Afrika, hvis det skulle være gået din næse forbi.
Men nok om dét, kære ven og lytter af r8Dio. Kan du nu have det så godt? Det kan være, at du snart skal på sommerferie. Det skal jeg i hvert fald. Men jeg har fundet dig en rigtig fin vikar til at læse de ugentlige nyhedsbreve op. Du skal jo huske at holde dig orienteret om udviklingen i vores samfund, også selvom du er på ferie.
Med venlig hilsen din ven og radiodirektør
Klavs Bundgaard