Kære ven og lytter af r8Dio – det er din ven og radiodirektør Klavs Bundgaard her. Har du haft en god uge? Dét har jeg! Der har jo faktisk været valg siden sidst, til Europa-Parlamentet af alle steder. Jeg holder jo meget af at stemme, skal jeg sige dig. Jeg nyder at sætte mit kryds og putte min stemmeseddel ned i den dér boks, som om det betyder noget, jeg elsker følelsen af, at jeg har gjort noget godt for demokratiet. Ej. Haha. Det er bare for sjov. Den eneste grund til, at jeg holder af valgdagen, er stegt flæsk med persillesovs. Naturligvis. Ellers er der vist ikke så meget andet at berette om fra mit privatliv. Livet som gift mand er jo, hvad det er, og det er ikke fordi, at vejret hjælper synderligt på ens humør, vel, kære ven og lytter af r8Dio? Så vi kan vel lige så godt kaste os ud i ugens nyheder.
Selvom det har været en festlig uge for demokratiet, så har det også været en hård uge for demokratiet og for vores statsminister i særdeleshed. Hun fik jo så hård en lammer lige midt på Kultorvet, at hun simpelthen fik piskesmæld af det. Godt nok kun i mild grad, men stadig. Sikke noget. Tænk sig – det var ikke Mette Frederiksen, der blev ramt, det var METTE, der blev ramt, og for første gang havde hun brug for helt at trække stikket (bortset lige fra nogle enkelte opslag på de sociale medier, selvfølgelig). Det kender jeg jo godt, og jeg støtter Mette Frederiksen fuldt ud i at gå Klavs-line. More power to you. Og så var vores udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, derudover også i konflikt med en båd i Københavns Havn. Han selv fik vist kun skamferet hånden, som han selv kaldte det, men hans datter Lisas hoved kom simpelthen i klemme mellem en bro og båden, så hun måtte scannes på Rigshospitalet. Hun skulle være okay, men hold da op for en uge.
Historien om Lars Løkkes bådulykke minder mig om min korte og intense tid som sværdfisksfisker i en lille by i Nordjylland. Byen bar præg af stor fattigdom. Byen var grå, det regnede næsten altid, og der var tit mænd i skovmandsskjorter, der kom op at slås på den eneste bar i byen. Hvis man ville tjene penge, så var der kun én mulighed: fiskeri. Jeg selv var kun en ung knejt her, netop færdig med gymnasiet, og jeg husker tydeligt, hvordan stemningen i den lille by var dårlig, fordi sværdfiskfangsten var gået kraftigt ned ad bakke. Sammen med resten af byen stod jeg, på sæsonens sidste fiskedag, og kiggede på bådene, der måtte skuffe alle deres sultende medborgere: Der var ingen sværdfisk. Der var særligt én af fiskerne, Billy, som jeg altid havde set meget op til. Billy var utrolig charmerende og på sin vis også alt for pæn til at være fisker. Han havde noget prægtigt hår, der stod i skarp kontrast til mit eget, der allerede dengang var langt og sjasket. Men Billy var også meget stædig, og selvom alle frarådede ham dét, så besluttede han sig for, at han ville tage sin båd, Andrea, med ud på én sidste fisketur, så han kunne bevise overfor resten af byen, at han altså sagtens kunne fange sværdfisk, selvom bestanden var lav.
Så Billy samlede et crew omkring sig, som han tog med på Andrea. Og der var mange typer ombord på sådan en båd, det kan jeg godt fortælle dig, kære ven og lytter af r8Dio, og som alle sammen havde deres egne intriger og baggrundshistorier med i bagagen. Jeg selv kom med som det tynde øl. Jeg var ikke særlig erfaren, og så problematiseredes min beslutning af min daværende kæreste, som helst ikke så, at jeg skulle stikke til søs igen. Men da jeg var – og er – en egenrådig mand, så gjorde jeg det naturligvis alligevel, og således gik det til, at Andrea lagde fra kaj en klar oktobermorgen.
Først sejlede vi hen til det sted, hvor vi normalt plejede at fiske, men da vi over radioen fik at vide, at der var en kæmpestor, tropisk storm under opsejling, så sejlede vi videre, faktisk helt til the Grand Banks of Newfoundland. Og dér havde vi altså heldet med os, skal jeg sige dig, kære ven og lytter af r8Dio. Der var lige så mange smukke sværdfisk, som hjertet begærede, og der var liv og glade dage på båden. Vi drak tæt og sang Byens Hotel med Kim Larsen. Desværre skete der dog det, at vores ismaskine brød sammen, og derfor måtte vi skynde os tilbage til den lille by i Nordjylland, så vi kunne få solgt vores fisk, inden de rådnede. Desværre for os, så mødte vi desværre en orkan på vejen hjem. Den ødelagde blandt andet vores antenne, som én af mine venner, Bobby, forsøgte at redde, men forgæves. Det gik heller ikke særlig godt, da nogle mænd i en helikopter forsøgte at redde os. Og du må jo regne med, kære ven og lytter af r8Dio, at vi altså på det her tidspunkt var helt alene ude midt på det iskolde hav, i bælgravende mørke og med bølger på op til 30 meter. Det var altså ikke for sjov. Faktisk var der ikke ende på vores pinsler, og selvom det faktisk på et tidspunkt lykkedes Billy at få Andrea vendt om, så mødte vi altså her bølgernes svar på Godzilla. Den var GIGANTISK, den bølge, og selvom vi – i bedste surferstil – forsøgte at ride med på den, så lykkedes det ikke. Billy valgte, som den mand, han var, at gå ned med sit skib. Resten af crewet gemte sig i kahytterne, og det var kun mig, der formåede at komme ud. Til sidst kunne jeg bare kigge på Andrea, mens hun lavede en Titanic direkte ned i Atlanterhavet.
Det hed sig efterfølgende, at jeg også omkom til søs. At der ikke var nogen overlevende fra Andrea. Men det passer jo tydeligvis ikke, vel, jeg er jo lige her i Skuldborg og lever mit bedste radiodirektørliv, hvilket bare beviser, at man KAN bryde den negative sociale arv. Sådan kan man også slippe ud af et fast parforhold, hvis man ikke kan overskue at slå op. Haha.
På en sidste note, så er der stadig krig i Gaza og i Ukraine og i store dele af Afrika, og kan du så ellers bare have det, som du ser ud, kære ven og lytter af r8Dio, indtil vi snakkes ved i næste uge?
Din ven og radiodirektør
Klavs Bundgaard.