NYHEDSBREVET 19 – DEN SORTE SVANE
Kære ven og lytter af r8Dio, det er din radiodirektør Klavs Bundgaard her. Har du haft en god uge? Det har jeg. Og jeg skal jo simpelthen giftes lige om lidt. Det er jo en stor dag i enhver mands liv, eller det burde det i hvert fald være. På en anden note synes jeg, at det er irriterende, at det er blevet dårligt vejr igen. Al den sommer og sol hjalp jo gevaldigt på humøret, vil jeg sige. Ikke at det som sådan er dårligt, men du forstår hvad jeg mener, kære ven og lytter af r8Dio.
Nå, men som jeg skrev om sidst, så sætter sådan et bryllup jo tingene lidt i relief. Man kommer til at huske tilbage på ting i sin fortid. Det gjorde jeg endnu mere, da jeg så TV2-dokumentaren Den Sorte Svane. Det er vel ikke gået nogens næse forbi, at Mads Brügger har lavet endnu et stykke kritisk journalistik, tillykke med det. Det var jo ikke fordi, at det ikke var noget, vi allerede vidste, banditter i habitter, den kriminelle underverden er skruppelløs og deslige. I Den Sorte Svane refererer ’Den Sorte Svane’ så vidt jeg forstår til et begreb indenfor videnskabsteorien. Når der sker noget, der ikke burde ske. For mig henviser ’Den Sorte Svane’ dog til balletten Svanesøen, som jeg var så heldig at få lov til at opføre i den amatørballettrup, jeg engang var en del af.
Jeg har jo altid været en spinkel fyr. Ranglet velsagtens. Mine lemmer er for lange, mit hoved for tyndt, hvilket gør mig til den oplagte balletdanser. Jeg havde altid stået bagerst i amatørballettruppen, men da vi en dag fik en ny koreograf, så skete der ting og sager. Han havde lyst til at forny Svanesøen, han havde lyst til at gøre den mere moderne ved at ruske lidt op i kønsrollerne, og derfor ville han gerne have, at en mand dansede svaneprinsessen Odette, men også den onde og sorte svane, Odile, hvilket ALDRIG var set før. Alle vi mandlige balletdansere var jo selvfølgelig ellevilde. Vi ville have den rolle.
På det tidspunkt boede jeg hos min mor. Mit værelse var helt lyserødt og fyldt med bamser, og hun var, i bagklogskabens ulideligt klare lys, nok kontrollerende. Kun det bedste var godt nok til hende, og det var nok første gang, at jeg oplevede, at hun elskede mig, den dag jeg glædestrålende kunne fortælle hende, at jeg havde fået rollen som både Odette OG Odile. Jeg havde godt nok primært fået den, fordi jeg havde bidt koreografen i læben på en erotisk måde under et møde, men who’s counting, som man siger på engelsk. Min mor købte en stor kage med hjem, men jeg har jo altid lidt af en spiseforstyrrelse, så kagen voksede i munden på mig, den var kvalm og alt for sukkersød. Min mor blev rasende, og det var måske dér jeg besluttede mig for endelig at begå mit ungdomsoprør, selvom jeg på det tidspunkt var godt oppe i tyverne.
I amatørballettruppen gik det ikke bedre. Jeg var en pæn og velopdragen ung mand, så jeg havde ingen problemer med at danse Odette, den fine, feminine prinsesse. Odile haltede det dog med. Odile er mere løssluppen og fandenivoldsk, hvilket er to ord, man i hvert fald ikke kan bruge om mig, haha. Jeg er sådan en kedelig forsigtigper, kan man sige. Det gjorde det heller ikke bedre, at en ny danser, Martin, ankom til amatørballettruppen. Han var alt det, jeg ikke var. Han var sexet, han var fri, og det begyndte langsomt at gå op for koreografen, at Martin måske var et bedre valg til rollerne. Og så gik jeg jo i panik. Jeg kunne mærke sindssygen snige sig ind på mig. Jeg begyndte at se mig selv i tunneller. Jeg begyndte at røre ved mig selv på mit lyserøde pigeværelse. Jeg gik sågar i byen med Martin. Det var ham, der lokkede. Han lokkede mig også til at prøve hårde stoffer. Jeg dansede blandt svedige mennesker på en neonfarvet natklub, hvilket resulterede i, at jeg kom for sent til prøverne næste dag.
Så har jeg lige et hul i hukommelsen om, hvad der skete efterfølgende. Men det endte i hvert fald med, at jeg, selvom jeg havde stukket mig selv i maven med en kniv i troen på, at jeg havde stukket en anden i maven med en kniv, jeg kan ikke lige huske hvem var, fordi han havde fået rollen, så endte jeg med at danse rollen alligevel. Og dér var jeg løssluppen. Alt var lige meget, jeg dansede og dansede, jeg dansede for mit liv, og jeg endte med at dø i slutningen af forestillingen, præcis som svaneprinsessen, mens mit hvide balletkostume langsomt blev fyldt med mit blod. Klapsalverne blandt publikum i et forsamlingshus i Brøndum gik amok, bifaldet var altoverdøvende.
Jeg døde selvfølgelig kun metaforisk. Jeg er jo sidenhen blevet bykonge, og jeg vendte aldrig tilbage til balletten igen. Jeg gik ud med et brag. Simpelthen.
På en helt tredje note, så kan jeg fortælle, at der stadig er krig i både Gaza, Ukraine og store dele af Afrika.
Kan du nu have en god weekend, kære ven og lytter af r8Dio – og ønsk mig så lige held og lykke med, resten af mit nye liv, at skulle være undertrykt af en kvinde. Det er som sagt ikke noget, jeg ikke har prøvet før, haha, så det skal nok gå fint. Vi skrives i hvert fald ved på den anden side.
Med venlig hilsen din ven og radiodirektør,
Klavs Bundgaard.
